Dødsfald i Danmark med coronavirus er oppe på 418

418 er døde med coronavirus i Danmark, oplyser Statens Serum Institut.

Det er 15 flere end fredag.

Det er ikke sikkert, at coronavirusset er den primære årsag til dødsfaldene. Alle, der er døde inden for 60 dage efter en positiv test for coronavirus, tæller i statistikken.

Antal indlagte falder med 30 til 290. 70 er på intensiv. Fredag var 69 personer indlagt på intensiv.

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er lørdag steget til 8445. Det er en stigning på 235 på et døgn. Der regnes dog med et betydeligt mørketal. 5669 personer i Danmark har overstået infektionen.

Myndighederne arbejder ikke med raskmeldte. En overstået infektion vil sige, at man 14 dage efter konstateret smitte ikke er indlagt eller død.

Det forventes, at smittetrykket vil stige under den påbegyndte genåbning af landet.

Efter påske begyndte den gradvise genåbning af Danmark i den såkaldte fase 1. Her er vuggestuer, børnehaver og skolen for de mindste elever blandt andet åbnet. Samt en række liberale erhverv. Eksempelvis frisører.

Der er langt flest smittede omkring hovedstadsområdet. Især torsdag og fredag har politiet været ude og advare om at stimle sammen i det gode vejr, hvis smittetallene skal holdes på et stabilt niveau.

Det drejer sig om steder som Islands Brygge og Amager Strandpark i København. Her har politiet har noteret sig, at mange mindre grupperinger sidder tæt ved hinanden.

Myndighederne har netop taget hul på en ny teststrategi, hvor langt flere skal testes – et såkaldt repræsentativt udsnit, så smittebilledet kan blive mere klart.

Blandt andet er der i regionerne stillet store testtelte op, hvor man kan blive testet, såfremt man har symptomer – også selv om der blot er tale om en tør hoste eller en smule utilpashed.

Det har også betydet et nøk opad i antallet af test, der foretages. I alt er 136.738 personer nu blevet testet for coronavirus i Danmark.

Døde ligheden for smittede med coronavirus i Danmark på 4,9 procent.

/ritzau/