Flere kommuner trodser vejledning: Børn kan blive hjemme

Flere kommuner trodser de officielle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og vil lade børn og voksne, der bor med en coronasmittet, få lov til at blive hjemme fra dagtilbud og skole.

Det gælder ifølge TV2.dk for Aalborg Kommune, Aarhus Kommune og Odense Kommune.

Børn- og ungerådmand i Odense Susanne Crawley Larsen (R) bekræfter over for Ritzau, at kommunen anbefaler, at børn med coronaramte familiemedlemmer ikke møder op.

– Det skaber usikkerhed i forældregruppen, som ellers er positiv i forhold til, at vi genåbner Danmark og starter med skoler og dagtilbud.

– Og vi ønsker at skabe tryghed og sikkerhed omkring genåbningen, siger hun om baggrunden for beslutningen.

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer står der ellers, at man som udgangspunkt godt kan komme i dagtilbud eller skole, selv om en person i husstanden er blevet konstateret smittet med Covid-19.

– Der opfordres dog til, at man i sådanne tilfælde er særligt opmærksom på at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd samt være særligt opmærksom på symptomer på sygdom og bliver hjemme, hvis man får symptomer. Personer, der forlader husstanden, skal vaske hænder lige inden hjemmet forlades, står der i vejledningen for skoleområdet.

Men heller ikke i landets næststørste kommune, Aarhus Kommune, kan man anbefale, at børn med et coronasmittet familiemedlem, møder i institution eller skole.

– Det handler om at sikre den mest trygge opstart som muligt. Det har fyldt meget for forælderorganisationer og de faglige organisationer, og vi er overbeviste om, at vores anbefaling vil betyde, at genåbningen kommer til at forløbe bedre for alle, siger rådmand for børn og unge i Aarhus Kommune Thomas Medom (SF) til TV2.

Flere partier mener ifølge tv-stationen, at sundhedsmyndighederne bør ændre retningslinjen.

Det gælder SF, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

– Vi kunne spare forældre og ansatte for noget besvær og forvirring ved fra Christiansborg at melde ud, at hvis man kommer fra hjem med Covid-19-smitte, så bør man ikke møde op her i første omgang, når vi genåbner. Det skal ske på en tryg måde, siger Jacob Mark, gruppeformand i SF, til Ritzau.

– Vi anerkender Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men derfor kan man godt politisk gå et skridt længere, siger han.

Godt halvdelen af landets kommuner er klar til at åbne de første institutioner fra onsdag, viser en rundspørge foretaget af Kommunernes Landsforening. Resten følger senest mandag den 20. april.

/ritzau/