Svenske sygehuse stopper brug af malariamiddel mod corona

Flere svenske sygehuse stopper nu med at bruge malariamidlet klorokin til behandling af coronasmittede patienter.

Det sker, efter at nogle patienter begyndte at opleve alvorlige bivirkninger.

Det skriver Jyllands-Posten og henviser til historier fra Expressen og Göteborg-Posten.

– Vi kan ikke udelukke, at behandlingen gør mere skade end gavn, siger professor og overlæge Magnus Gisslén på infektionsmedicinsk afdeling på Sahlgrenska Universitetshospitalet i Gøteborg til Göteborg-Posten.

Tidligere har et mindre fransk studie vist positive resultater, når midlet blev brugt på patienter smittet med coronavirus. Det har siden ført til, at flere lande rundt om i verden har vist interesse for at tage midlet i anvendelse mod corona.

/ritzau/