Regionerne når halvvejs i mål med coronatest søndag

Der blev søndag foretaget 2272 test for coronavirus i Danmark fordelt på landets fem regioner.

Det oplyser Danske Regioner.

Dermed nåede regionerne heller ikke søndag op på Sundhedsstyrelsens ønskede 5000 coronatest hver dag i uge 14. Det samme var tilfældet lørdag, hvor 3258 blev testet for coronavirus.

Antallet er et udtryk for gennemførte test og ikke for regionernes testkapacitet. Det er altså muligt for regionerne at teste flere.

Danske Regioner antager, at tallet over testede søndag skyldes, at der er færre henvisninger over weekenden.

Som et led i den nuværende strategi ønsker sundhedsmyndighederne, at antallet af daglige test skal stige uge for uge.

Målet for sidste uge var 5000 test om dagen. Det lykkedes dog kun torsdag og fredag, hvor der begge dage blev foretaget knap 6000 test.

/ritzau/