Politi kan lukke populære parker i påsken

Påsken står for døren, og det skaber bekymring hos politiet, at de fleste af dagene byder på tocifrede varmegrader.

Ved et doorstep fredag minder rigspolitichef Thorkild Fogde om, at regler til at begrænse coronavirus også skal overholdes i påsken.

Ellers kan politiet i sidste ende lukke eksempelvis en park.

– Hvis vi kan se gang på gang, at folk stimler sammen i den samme park, så kan det være, at vi bliver nødt til at sige, at nu lukker vi parken. Simpelthen.

– Og så bliver folk nødt til at gå et andet sted hen. Men det har ikke været nødvendigt endnu, siger rigspolitichef Thorkild Fogde fredag eftermiddag.

I næste uge bliver det de fleste dage op mod 15 grader varmt, mens temperaturen mandag kan komme op nær 20 grader i det centrale Jylland, skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Thorkild Fogde opfordrer til, at folk så vidt muligt søger ud i landet og væk fra byerne, hvor der ikke er så mange mennesker.

Da det siden midten af marts har været forbudt at forsamles mere end ti personer, kommer betjente i påsken til at slå hårdt ned på dem, der bryder loven, oplyser Thorkild Fogde.

– Det bliver en ret hård linje fra vores side. Reglerne har været gældende så længe, at der ikke længere kan være tvivl om, hvad de går ud på.

– Det er vigtigt, at vi ikke sætter det hele over styr nu, men at vi husker de gode vaner, holder ved og holder afstand, siger rigspolitichefen.

Politiet står dog ikke blot og venter på, at folk uagtsomt bryder reglerne, pointerer han.

– Der ligger ikke en betjent på lur og springer frem fra en busk, når to mindre grupper tilfældigt passerer hinanden på gaden, siger Thorkild Fogde.

145 er blevet sigtet for at have overtrådt regler om at samles. Det er ifølge Thorkild Fogde en meget lille gruppe, når man tager i betragtning, at loven gælder alle borgere i landet.

/ritzau/