Gravide i tredje trimester i plejefag bør arbejde hjemme

Kvinder, der er gravide i tredje trimester, og som arbejder inden for social- og sundhedsvæsenet, ældreplejen eller i institutioner med små børn, bør arbejde hjemmefra.

Det anbefaler Sundhedsstyrelsen i retningslinjer, der er opdateret torsdag aften.

Der er ikke tale om en generel anbefaling til alle gravide i tredje trimester.

Den nye anbefaling kommer ifølge styrelsen af forsigtighedshensyn. Enkelte studier fra udlandet har vist, at der er flere kejsersnit inden termin hos coronasmittede i tredje trimester. Børn bliver derfor født for tidligt.

Tredje trimester er den sidste del af graviditeten og begynder, når kvinden er over 28 uger henne.

Sundhedsstyrelsen understreger i sine retningslinjer, at det er meget sparsomt med videnskabelige undersøgelser på området. Anbefalingen kommer for at være på den sikre side.

– Vi skal passe på alle vores gravide medarbejdere og deres kommende børn.

– Ud fra et udvidet forsigtighedsprincip og af hensyn til det ufødte barn anbefaler vi, at gravide i tredje trimester arbejder hjemmefra, så risikoen for smitte i sidste trimester mindskes, siger Camilla Rathcke, der er centerchef i styrelsen.

Når anbefalingen gælder gravide inden for sundhedsområdet, ældreplejen, socialområdet og dagtilbudsområdet (0-6 år), skyldes det disse faggruppers mange kontakter:
– Det er personer med mange kontaktflader med syge, ældre og sårbare samt små børn, siger Camilla Rathcke.

Spørgsmål: Hvorfor gælder det eksempelvis ikke en skolelærer?
– Fordi skolelæreren har med de lidt større børn at gøre, hvor man som lærer kan holde sig lidt på distancen. Der er ikke det samme behov for at pleje børn, skifte bleer, have børn på skødet og den slags, som personer, der arbejder med de helt små børn, har, siger Camilla Rathcke.

Generelt anbefaler Sundhedsstyrelsen for en sikkerheds skyld, at ingen gravide har kontakt med personer, der er smittet med coronavirus, eller som er mistænkt for at være smittet.

Intet tyder på, at gravide er særligt modtagelige over for coronasmitte. Der er heller ikke noget, der viser, at de har en øget risiko for et mere alvorligt sygdomsforløb med coronavirus, eller at de har øget dødelighed, pointerer styrelsen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide, der udviser symptomer på sygdommen Covid-19, bliver testet for smitte. Covid-19 er sygdommen, man får af coronavirusset.

Symptomerne minder om dem, man får i forbindelse med influenza.

/ritzau/