Nu er 3355 konstateret smittet med coronavirus

Der er fortsat flere danskere, som bliver testet positive for coronavirus.

Antallet af bekræftede smittede med coronavirus er torsdag morgen opgjort til 3355 personer. Det oplyser Statens Serum Institut.

Det er en stigning på 248 personer fra seneste opgørelse onsdag eftermiddag.

Det er ikke alle med symptomer for coronavirus, som bliver testet. Derfor er det reelle antal smittede i Danmark højere, da der dermed vil være smittede, som ikke indgår i statistikken.

Sundhedsstyrelsen har onsdag ændret retningslinjerne for, hvem der kan blive testet. Det åbner for, at der fremover bliver gennemført endnu flere test.

De nye retningslinjer betyder, at også personer med milde symptomer får mulighed for at blive henvist direkte til en test af deres læge. Tidligere skulle de først vurderes på et sygehus.

Det bliver også lettere at henvise medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med milde symptomer til test.

Det kan dermed hurtigt blive afklaret, om de udgør en smitterisiko, eller om de kan komme tilbage på arbejde.

Derudover vil personer, som bor med familiemedlemmer i risikogruppen, også kunne blive testet ved milde symptomer.

Det er folk med kroniske sygdomme eller over 80 år, der i den sammenhæng betragtes som risikogruppen.

Desuden bliver det muligt at køre ud og teste borgere, som bor tæt sammen med andre mennesker. Det kan eksempelvis være på plejehjem, kommunale botilbud eller fængsler og herberger.

I øjeblikket kan det danske sundhedsvæsen teste 5000 for coronavirus om dagen.

Det skal efter planen stige til 10.000 i næste uge og i ugen efter påske være på 15.000.

Mens antallet af smittede fortsætter med at stige, er antallet af indlæggelser på landets sygehuse ikke steget i samme fart.

Fra mandag til onsdag er antallet steget fra 533 til 535, mens patienter på intensivafdelinger er steget fra 137 til 146 personer.

Onsdag var antallet af dødsfald med coronasmittede opgjort til 104 i Danmark.

/ritzau/