Kræftens Bekæmpelse: Flere børn får kræft

Flere danske børn får kræft, men den præcise årsag til udviklingen er endnu ukendt.

Det konkluderer forskere fra Kræftens Bekæmpelse, som har analyseret hyppigheden af kræft hos danske børn fra 1943 til 2014.

Det skriver organisationen i pressemeddelelse.

Forskerne fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har gennemgået det danske Cancerregister i perioden 1943 til 2014.

Her har de kigget på, hvor mange børn der i perioden har fået kræft.

Gennem de 72 år har i alt 15.184 børn fået sygdommen, og hyppigheden har været højest blandt børnene i alderen 0 til 4 år og 15 til 19 år, lyder det i pressemeddelelsen.

Forskerne kan desuden se, at hyppigheden er steget gennem hele perioden. Fra 1943 til 1955 var der hvert år 168 nye børn, som fik kræft.

Fra 2006 til 2014 var tallet steget til 280 nye tilfælde hvert år.

Marie Hargreave er seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse og har været medforfatter på undersøgelsen.

Hun siger, at forskerne kun kender til få årsager til børnecancer, men nævner at fertilitetsbehandling og brugen af p-piller muligvis kan påvirke risikoen for børnecancer.

– Flere studier har vist, at fertilitetsbehandling ser ud til at påvirke risikoen for børnecancer. Deriblandt et nyligt udgivet studie i Journal of the American Medical Association (lægevidenskabeligt tidsskrift, red.), som vi står bag.

– Et andet studie, som vi også lavede for nylig, handlede om, at hvis moren havde taget hormonel prævention op til eller under graviditeten, så var der øget risiko for, at hendes barn fik leukæmi, siger hun.

Dog nævner forskeren også, at man skal huske på, at børnecancer heldigvis ses rigtig sjældent. Derfor er det en lille øget risiko, man ser ved brugen af fertilitetsbehandling og p-piller.

I Danmark er der årligt knap 300 nye tilfælde af børn, der får kræft, fremgår det af pressemeddelelsen.

– Stigningen i hyppighed af børnecancer, der også ses internationalt, lægger op til, at vi forsker mere i mulige årsager til denne stigning og identificerer risikofaktorer og beskyttende faktorer for børnecancer, siger Marie Hargreave.

Forskningen er ifølge hende vigtigt, da børnecancer “er en af de hyppigste årsager til død blandt børn, og at selv dem, der overlever, kan have mange helbredsfølger flere år efter”.

Dog er Danmark også det land i Norden, som er bedst til at behandle kræft, så fire ud af fem børn i dag overlever sygdommen, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/