Erhvervslivet har fået fast sæde i regeringens kontroltårn

En række repræsentanter fra det private erhvervsliv har i disse dage på helt usædvanlig vis fået fast sæde i regeringens koordinerende organ, Den Nationale Operative Stab (Nost).

Det skriver Politiken.

Med Rigspolitiet for bordenden har Nost siden 1. marts haft til opgave at koordinere myndighedernes indsats og styre Danmark gennem coronakrisen.

I en sidefløj i Rigspolitiets lokaler i Glostrup sidder således repræsentanter fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danske Rederier, konsulentvirksomheden McKinsey og Kammeradvokaten.

Også danske nøglevirksomheder som blandt andre Mærsk, Carlsberg og Novo Nordisk bidrager.

Dansk Industris repræsentant i Nost er direktør Lars Frelle-Petersen.

– Vi og andre private aktører hjælper myndighederne med at få løst de opgaver, der knytter sig til at udvide både testkapaciteten og omfanget af værnemidler, siger Lars Frelle-Petersen til Politiken.

– Vi kan være med til at sikre en dansk produktion af udstyr og bringe nationale og internationale netværk ind.

Ifølge Politikens oplysninger får erhvervsrepræsentanterne dagen i forvejen oplysninger om dele af indholdet på regeringens forestående pressemøder.

Hidtil er partilederne på Christiansborg først blevet briefet få timer før pressemøderne.

I Folketinget er partierne ikke blevet informeret om de private aktørers rolle i Nost.

– Det er vi ikke orienteret om, og det lyder som udgangspunkt temmelig mærkeligt, siger Pernille Skipper, politisk leder for regeringens støtteparti Enhedslisten, til Politiken.

– Derfor har jeg tænkt mig at spørge ind til, hvad de forskellige private organisationer og virksomheder laver i Nost.

/ritzau/