Dronningen frabeder sig blomster på sin 80-års fødselsdag

Dronning Margrethe beder om ikke at få tilsendt blomster, når hun 16. april fylder 80 år.

Det skyldes den alvorlige situation med coronavirus, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

– I år opfordrer dronningen til, at man i stedet sender en buket til en af de mange ældre medborgere, der har det særligt svært i denne tid, står der blandt andet i meddelelsen.

Desuden bliver det ikke muligt at møde personligt frem og skrive en hilsen i Det Gule Palæ. I stedet bliver der fra 14. april åbnet for en gratulationsliste på kongehusets hjemmeside, fremgår det af pressemeddelelsen.

Dronningen fylder 80 år 16. april og en række af de fødselsdagsfejringer, der var planlagt, er også aflyst på grund af coronavirussets indtog i Danmark.

/ritzau/