TrygFonden giver 50 millioner kroner i støtte til svage

TrygFonden afsætter 50 millioner kroner i støtte til svage og sårbare personer i Danmark.

Det skriver Trygfonden i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Pengene skal gå til foreninger og organisationer, der arbejder for at hjælpe personer, der er særligt hårdt ramt under coronakrisen, skriver den.

– Vi håber, at vi på den måde kan være med til at bidrage til trygheden, siger formand for TrygFonden Ida Sofie Jensen.

Pengene bliver fordelt i to puljer af 20 og 30 millioner kroner. Puljen med 30 millioner kroner bliver en såkaldt akutpulje, som der kan ansøges om fra i dag, onsdag.

– Usikkerheden, uvisheden og ikke mindst det manglende sociale liv rammer nogle grupper særdeles hårdt.

– Det kan landets mange organisationer og mindre lokale foreninger gøre noget ved, siger Rie Odsbjerg Werner, der er direktør for TrygFonden.

De resterende 20 millioner kroner bliver øremærket virksomheder, der har socialt ansvar som bærende element i deres forretningsmodel, skriver fonden.

Pengene skal garantere for virksomheders lån i deres pengeinstitut her i coronakrisen.

2860 personer er testet positiv for coronavirusset i Danmark. 90 personer er døde som følge af virusset, og 145 er indlagt på intensiv afdeling, viser tal fra Statens Serum Institut.

/ritzau/