Flere får mulighed for at blive testet for corona

Sundhedsstyrelsen åbner for, at de praktiserende læger telefonisk kan henvise borgere direkte til en test for coronavirus. I dag skal syge borgere igennem en vurdering på sygehuset.

Det fortæller styrelsens direktør, Søren Brostrøm, på onsdagens myndighedspressemøde.

Prøvesvaret vil efterfølgende komme til den praktiserende læge.

Onsdag eftermiddag vil Sundhedsstyrelsen opdatere sine retningslinjer for, hvem der skal testes for symptomer på at være smittet med coronavirus. Det vil åbne for, at flere kan blive testet.

– Der åbner vi yderligere for at undersøge patienter med lettere symptomer, siger Søren Brostrøm.

/ritzau/