Overlæge kalder færre akutte hjertepatienter bekymrende

Antallet af danskere, der henvender sig med akutte brystsmerter, er faldet med 20 procent i marts sammenlignet med samme periode sidste år.

Det vækker bekymring hos overlæge Jens Flensted Lassen. Han er professor ved Odense Universitetshospital og formand for Dansk Hjerteregister.

– Det er stærkt bekymrende og kan være en afledt konsekvens af det massive fokus på Covid-19-epidemien, de massive ændringer i danskernes dagligdag og den massive fokus på ikke at overbelaste sundhedssystemet, siger han.

De patienter, der kommer ind på hjerteafdelinger, venter typisk lidt længere med at slå alarm, er overlægens erfaring.

– Det ser ud til, at de, der henvender sig, går lidt længere tid, før de ringer 1-1-2. Det er altså borgere, der bremser sig selv – måske fordi de ikke ønsker at overbelaste systemet.

– Men det er misforstået. Det er vigtigt, at man bliver behandlet for potentielt livstruende sygdomme – også selv om vi har en coronaepidemi kørende, siger Jens Flensted Lassen.

I lande som Italien, der er særligt hårdt ramt med mange coronapatienter, har man ifølge hjertelægen set samme mønster.

Men det kan være livsfarligt at vente med at kontakte sundhedsvæsenet, hvis man har brystsmerter eller hjerteproblemer.

– I værste fald kan det slå folk ihjel, hvis vi ikke får behandlet de store blodpropper i tide.

– Hvis folk kommer ind for sent, kan det ende med, at man får hjertesvigt, fordi man får ødelagt hjertemusklen på grund af blodproppen, siger Jens Flensted Lassen.

En del af forklaringen på de færre akutte henvendelser kan ifølge hjertelægen også være, at der er færre, som bliver henvist fra lokale sygehuse.

Måske fordi man løser problemet her og nu. For eksempel med blodfortyndende behandling.

– Så kan det godt være, at man lokalt siger, at nu er smerten gået over og lader være med at henvise til behandling, fordi man ikke vil overbelaste systemet i disse tider, siger han.

– Vi vil på det kraftigste opfordre til, at befolkningen altid – også under Covid-19-epidemien – ringer 1-1-2 ved akutte brystsmerter, der ikke umiddelbart går over og i øvrigt altid kontakter læge ved hjerteproblemer, siger Jens Flensted Lassen.

/ritzau/