Restaurant i København mister sin michelinstjerne efter 23 år

Restaurant Era Ora, der laver italiensk mad, er for første gang siden 1997 uden en michelinstjerne.

Der var dårlige nyheder for restauranten Era Ora på Christianshavn i København, da michelinguiden for de nordiske lande mandag blev offentliggjort i Trondheim, Norge.

Restauranten har mistet sin ene michelinstjerne.

Dermed kan Era Ora, som laver italiensk mad, ikke længere pryde sig med hæderen. Det har den ellers kunnet siden 1997, hvor den for første gang fik en michelinstjerne.

Hos Era Ora er de skuffede, men lader sig ikke slå ud.

– Efter så mange år med en michelinstjerne er det et stort tab for os.

– Men vi klar til at gøre det bedre, og vi vil helt sikkert prøve at få en eller måske to michelinstjerner næste år. Vi giver ikke op, siger restaurantleder Elvis Torregrossa.

Han understreger, at det ikke har været nemt at beholde stjernen i 23 år. Og nu vil de på restauranten forsøge at tage bestik af den nye situation.

Restauranten er en af tre danske restauranter, der i den nye michelinguide har mistet en stjerne. Studio i København mistede også sin ene stjerne, mens Substans i Aarhus, der er lukket på grund af flytning, også mistede sin stjerne.

Anderledes godt gik det for den relativt nye restaurant Alchemist med chefkok Rasmus Munk i spidsen.

Restaurantens “unikke” måde at kombinere mad, kunst og teater på er således blevet belønnet med to michelinstjerner i første forsøg, hvilket uhyre sjældent sker.

/ritzau/