Madredaktør efter michelinuddeling: Alchemist overraskede

Alchemist var et modigt valg på en aften, som ellers ikke rykkede meget for Danmark, mener madredaktør.

Det er ikke overraskende, at de får noget med hjem, men det er overraskende, at de går direkte til to.

Sådan siger Berlingskes mad- og vinredaktør, Søren Frank, om restaurant Alchemists to nye michelinstjerner.

– Det er modigt at give Alchemist to stjerner i første hug, for de har kun haft åbent et halvt år, så michelininspektørerne har ikke haft lang tid til at besøge den.

– Samtidig er det en meget grænseoverskridende restaurant, som serverer ting i bur eller på en tunge, siger Søren Frank.

Han havde tippet, at Alchemist ville lægge ud med én stjerne.

Den københavnske restaurant er den store højdespringer på en aften, som ellers ikke rykkede meget set med danske briller.

– Det er ikke sket det store i Danmark, mens der til gengæld skete en del i Norge.

– Der er det sædvanlige med, at Noma ikke får deres tredje stjerne, og at Mielcke & Hurtigkarl ikke får deres første, men ellers passer det hele meget godt, mener Søren Frank.

/ritzau/