Kontroversiel oscarkandidat Jojo Rabbit deler anmeldere

Anmeldere er både imponerede og lettere skuffede over den kontroversielle oscarkandidat “Jojo Rabbit”.

DR’s anmelder Per Juul Carlsen giver filmen, der er en satire om Anden Verdenskrig og Adolf Hitler, fem ud af seks stjerner.

Instruktør Taika Waititis film er blevet kritiseret for at gøre Hitler til en komisk figur, men det er netop det, der giver filmen energi, mener Per Juul Carlsen.

– Det er frydefuldt provokerende at se Hitler som en opblæst kujon med prøjseraccent, der skal hjælpe en lille dreng med at være en rigtig nazist.

Filmmagasinet Ekko roser filmen for sin fortælleglæde og morsomme skuespil.

Ekko kvitterer med fire ud af seks stjerner, da anmelderen mener, at filmen lidt for ofte springer mellem alvor og humor.

– I tredje akt sadler Waititi så hurtigt om fra sort komedie til reel tragedie, at man næsten bliver rundtosset. Her står man af, hvis ikke man kan forlige sig med to modsatrettede idéer: at filmens nazister er fjogede, hjernevaskede idioter, men også modbydeligt farlige, skriver anmelderen Leslie Felperin.

Politiken er mere lunken og giver filmen tre stjerner ud af seks.

Anmelder Nanna Frank Rasmussen mener, at filmen ikke har nok på hjerte, men gør blot Hitler fjollet.

– Udfaldet af Waititis forsøg på at lave en nazikomedie er hverken ond, grusom eller smagløs nok til dermed også at blive svidende satirisk eller gjaldende morsom, skriver hun.

/ritzau/