Naturvejleder om truede arter: Det går ad helvede til

Deprimerende læsning.

Det kalder biolog og naturvejleder Morten D.D. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Aarhus en ny rødliste over dyre, plante- og svampearters tilstand.

– Det er bare den generelle trend især for de truede arter af planter, svampe og især insekterne, at det går virkelig ad helvede til, siger han og tilføjer:

– Vi står til at miste ufatteligt mange arter fra den danske natur i løbet af de næste år. Det er virkelig hårdt at læse.

Rødlisten er udarbejdet af forskere fra Aarhus Universitet og viser overordnet set en tilbagegang for naturen siden den seneste rødliste fra 2010.

Flere end 10.000 arter er vurderet på rødlisten. Af dem er 386 arter forsvundet fra den danske natur, 376 er kritisk truede, 663 er truede, 802 er sårbare, 568 er næsten truede.

Morten D.D. Hansen har selv talt sommerfugle i et mindre område, og her har han også set en markant tilbagegang.

– Siden 2014 har vi mistet 75 procent af alle de bestande, der var af sjældne sommerfugle.

– 2019 var et hårdt år at være mig i, for jeg kom hjem fra tur efter tur og var bare vanvittigt ked af det. Det hele forsvinder mellem fingrene på os, siger naturvejlederen.

/ritzau/