Minister erkender: Det ligner frygtet direktiv om mindsteløn

Siden efteråret har regeringen forsøgt at forhindre, at EU-Kommissionen fremsætter et direktiv om mindsteløn. Direktivet har været højt på dagsordenen, siden Ursula von der Leyen blev formand.

Kampen er ikke slut. Men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) erkender, at de dokumenter, der er offentliggjort i forbindelse med høringsprocessen, ikke er som ønsket.

– Det negative er, at det peger i retning af, at vi får et direktiv og ikke en henstilling, siger Peter Hummelgaard.

Ministeren ser dog også en positiv udvikling, siden han i december brugte to dage i Bruxelles på at tale med EU-Kommissionen og andre aktører i processen.

– Det positive er, at EU-Kommissionen endnu engang bekræfter – og nærmest garanterer – at det ikke vil gribe ind i vores kollektive overenskomstmodel, siger han.

Derfor er det endnu for tidligt at sige, om den danske model er truet eller ej. En håndfuld EU-lande har som Danmark modeller, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn. Andre – som Tyskland – har en lovbestemt mindsteløn.

Frygten bygger på, at EU-Domstolen i tidligere sager på området har set stort på garantier til enkeltlande og fortolket til fordel for klagere.

/ritzau/