Klimaaktivist: Mette Frederiksen tager ikke klimaet alvorligt

Tophistorien er skrevet og udgivet af Information. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Da Frederik Roland Sandby forleden så statsminister Mette Frederiksens nytårstale, var der en ting, der undrede ham.

»Hvor i alverden bliver klimaet af?« tænkte han, da det gik op for ham, at talen stort set udelukkende handlede om udsatte børn.

»Hvis man virkelig vil være børnenes statsminister, kræver det jo, at man handler på klimaet før noget andet,« siger han.

Den 25-årige Frederik Roland Sandby er medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse og formand for 350 Klimabevægelsen i Danmark, som har været med til at arrangere klimademonstrationer landet over gennem det seneste år. Han er bange for, at regeringen slet ikke er så grøn, som den prøver at fremstå. Og han er ikke mindst bange for, at nogle af de unge demonstranter snart mister tålmodigheden og tager mindre fredelige metoder i brug.

»Mette Frederiksen viste meget tydeligt det, som mange af os har gået og frygtet, nemlig at vi har fået en statsminister, som ikke er særligt engageret i den grønne dagsorden. Det er ikke hendes projekt,« siger han.

Mette Frederiksen sagde også, at klimakampen ikke må gå ud over beskæftigelsen og dansk økonomi eller øge uligheden i samfundet.

»Men handle det skal vi,« sagde hun.

Det efterlod ikke Frederik Roland Sandby med et indtryk af, at statsministeren tager klimakampen alvorligt.

»Når hun taler om klimaet, sætter hun en masse begrænsninger op. Hun er mere socialdemokrat, end hun er grøn. Og det bliver jo meget tydeligt her,« siger han.

I det hele taget er den unge klimaaktivist ikke imponeret over regeringens første halve år ved magten. Han medgiver, at den nye klimalov, som forpligter Danmark til at reducere sine udledninger af klimagasser med 70 pct., er ambitiøs i forhold til tidligere lovgivning.

»Men hvis man ser bort fra det mål og ser på den reelle politik, har Socialdemokratiet ikke gjort noget, siden de kom til magten, som peger på, at vi har fået et grønt paradigmeskift,« siger han.

For eksempel burde det være en »no brainer« at aflyse den ottende udbudsrunde om udvinding af gas og olie i Nordsøen, mener han. Men det har regeringen ikke gjort. I stedet afventer klimaminister Dan Jørgensen (S) en analyse af de potentielle økonomiske konsekvenser.

»Der er en total diskrepans mellem, hvad man siger, og hvad man gør,« mener Frederik Roland Sandby.

Han og de andre unge i klimabevægelsen demonstrerede gennem hele 2019 for en ambitiøs klimalov, som skulle tage udgangspunkt i et konkret borgerforslag. Det, at klimaloven endte med at blive relativt ambitiøs, er i høj grad støttepartiernes fortjeneste og ikke regeringens, mener Frederik Roland Sandby.

»Vi kunne se på de notater, som blev lækket i begyndelsen af forhandlingerne, at regeringens udspil var kulsort. Så måtte støttepartierne ind at kæmpe for det,« siger han.

»Vi har en regering lige nu, som prøver at markere sig på det grønne, men som faktisk ikke er klar til at tage tyren ved hornene og lave den omstilling, som skal til.«
Til foråret, når målet om 70 procent reduktion skal udmøntes i en såkaldt klimahandlingsplan, kommer de unge til at presse på med nye demonstrationer.

»Der kommer det til at blive meget tydeligt for Socialdemokratiet og statsministeren, at de unge ikke er tilfredse med det, der er sket endnu. Vi støtter dem selvfølgelig og siger, at det er fedt, hvad de har gjort indtil videre, men vi skal meget længere end det.«
Konkret har demonstranterne tre ønsker til klimahandlingsplanen. For det første vil de have indført en pris på forurening. Det skal tilskynde virksomheder til at producere mere bæredygtigt og belønne borgere, som køber klimavenlige produkter. For det andet vil de have et borgerting, som får reel indflydelse på den grønne omstilling. Og for det tredje vil de ikke nøjes med målet om 70 procent reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Reduktionen skal være lineær og gå i nul allerede i 2040, siger Frederik Roland Sandby.

Statsminister Mette Frederiksen har ikke ønsket at svare på kritikken, men henviser til klimaminister Dan Jørgensen, som igen henviser til klimaordfører Anne Paulin (S). Hun skriver i en mail, at hun har »svært ved at genkende kritikken«, og at »regeringen jo netop har taget teten med aftalen om klimaloven«.

Hun tilføjer, at den grønne omstilling ikke er en »enten-eller-diskussion«, men at man skal levere CO2-reduktioner og samtidig sikre »social balance og fortsat konkurrencekraft«.

Anne Paulin opfordrer desuden aktivisterne til at have tålmodighed.

»Man kan ikke gennemføre den grønne omstilling med et fingerknips,« skriver hun og tilføjer, at det netop er at tage udfordringen alvorligt at sikre de rigtige rammer gennem klimaloven, før man indfrier ambitionerne.

https://www.information.dk/indland/2020/01/klimaaktivist-mette-frederiksen-tager-klimaet-alvorligt

Redaktionel kontakt:
Claus Overgaard Knudsen
tlf.: +4540408072
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Information ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)