PRM / Lærerstillingerne fosser ud af folkeskolen

Over de seneste ti år har kommunerne nedlagt ikke mindre end 18 procent af lærerstillingerne. Det viser en ny analyse fra Danmarks Lærerforening.

Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening
9.763. Så mange lærerstillinger er forsvundet fra den danske folkeskole fra august 2009 til august 2019. Årsagen er besparelser i kommunerne, og alene i år er der indtil videre nedlagt 452 stillinger på landsplan.

“Det er selvsagt meget alvorligt, at der er næsten 10.000 færre lærere til at løfte den vigtige opgave med at undervise vores skolebørn. En opgave der er blevet større efter en række reformer på skoleområdet, og i samme periode har vi set lærerstillingerne fosse ud af kommunerne. Den udvikling må og skal vi vende, så vi kan give vores skolebørn undervisning af høj kvalitet”, siger formand i Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Over de seneste ti år er lærernes undervisningstimetal steget markant. Tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor viser, at antallet af undervisningstimer for den enkelte lærer i gennemsnit er steget med 29 procent siden 2009.

“Når læreren skal undervise flere timer, går det ud over andre vigtige opgaver som eksempelvis forberedelse og skole/hjem-samarbejde. Tiden til disse væsentlige opgaver reduceres jo, når undervisningen lægger beslag på en øget del af arbejdstiden. Dette paradoks presser lærerne helt urimeligt, men det er ulykkeligvis eleverne, der betaler den største pris i form af dårligere undervisning. Vi har brug for investeringer i folkeskolen, og jeg lytter mig til, at både regeringen som helhed og undervisningsministeren i særdeleshed er enige”, siger Anders Bondo Christensen.

Fra 2009 til 2019 er antallet af elever “kun” faldet otte procent. Kommunerne har altså nedlagt 125 procent flere lærerstillinger end det faldende elevtal kan begrunde. Hertil kommer, at skolen og lærerne skal løfte betydeligt flere opgaver i form af inklusionsopgaven og flere undervisningstimer til eleverne.

“Alle taler om, at vi skal styrke kvaliteten af elevernes undervisning, men ord og gode intentioner er ikke nok. Vi har brug for konkret handling. Lige nu forhandler regeringen og regeringens støttepartier den kommende finanslov. Støttepartierne har rejst krav om et årligt milliardløft til flere lærerstillinger, eller hvad der svarer til cirka 1700 flere lærere. Det modsvarer langt fra de massive stillingsnedlæggelser i folkeskolen, men det vil dog være et vigtigt og helt nødvendigt signal om, at politikerne tager folkeskolens udfordringer alvorligt. Folkeskolen er ikke en udgift men en vigtig og nødvendig investering i fremtiden”, siger Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening.

Opgørelsen af faldet i lærerstillinger er lavet af Danmarks Lærerforening på baggrund af udtræk fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, KRL.

Læs hele notatet “18 procent færre lærere i folkeskolen” her.

Yderligere info og kommentarer:

Anders Bondo Christensen, formand i Danmarks Lærerforening, telefon 21646293

Jens Dissing Munk, pressechef i Danmarks Lærerforening, telefon 30178874
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laererstillingerne-fosser-ud-af-folkeskolen?releaseId=13583494