Borgmester vil have advokatundersøgelse af dødsfald på iskold terrasse

Tophistorien er skrevet og udgivet af TV 2 LORRY. Ritzau må ikke krediteres.

INFO: Anvendelse forudsætter accept af vilkårene i bunden.

**** RITZAUS TOPHISTORIETJENESTE ****

Advokater skal nu undersøge, hvad der egentlig skete, da psykisk syge Lennart Henriksen døde på en kold terrasse foran kommunens rehabiliteringscenter sidste år.

I hvert fald hvis det står til Albertslunds borgmester, Steen Christiansen.

Det skriver TV 2 Lorry.

– Det vil jeg foreslå, at vi gør af hensyn til familien, af hensyn til vores medarbejdere og ikke mindst for at sikre at vores kommunalbestyrelse har haft det korrekte oplysningsgrundlag i denne her ulykkelig sag, siger Steen Christiansen (Soc.dem) til TV 2 Lorry.

Borgmesterens udmelding kommer, efter at to andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, Danni Olsen fra Dansk Folkeparti og Helge Bo Jensen fra Enhedslisten, tidligere i dag stillede et nyt beslutningsforlag til kommunalbestyrelsen. De foreslog blandt andet, at kommunen skal give Lennart Henriksens familie en officiel undskyldning.

I samme ombæring retter de to lokalpolitikere en alvorlig kritik mod kommunens forvaltning. Ifølge dem er en redegørelse af forløbet omkring Lennart Henriksens død først blevet udleveret til Social- og Sundhedsudvalget i oktober – efter TV 2 Lorry gik ind i sagen – selvom redegørelsen er udarbejdet tilbage i marts.

– Også det forløb skal vi have afklaret i advokatundersøgelsen. Og når den afklaring foreligger, så må vi så tage stilling til, om processen har været tilfredsstillende i forhold til fagudvalget og i forhold til politikerne, siger Steen Christiansen.

Lennart Henriksen var psykisk syg og havde samtidig alvorlige problemer med hjertet. Han blev flyttet til et rehabiliteringscenter, fordi han var for syg til at være på et privat bosted, han boede på.

Det private bosteds leder har tidligere oplyst til TV 2 Lorry, at han på et visitationsmøde, der blev holdt, da Lennart Henriksen skulle flytte, tydeligt fortalte rehabiliteringscenteret, at Lennart Henriksen skulle være under opsyn.

Faktisk skulle Lennart Henriksen, ifølge en anbefaling udarbejdet af hans læge, tilses hvert kvarter, oplyser lederen.

Trods det viser politirapporten, at Lennart Henriksen ikke var tilset i fire timer, da han døde.

Lennart Henriksen blev ellers tildelt en fast nattevagt, da han flyttede ind på rehabiliteringen. Men efter et par dage blev den fjernet.

På en skjult optagelse, som er lavet på et møde mellem Lennart Henriksens pårørende og tre ledende medarbejdere i kommunen, forklarer en af lederne, at man ikke altid kan regne med, at man får den hjælp, man bliver tildelt på visitationsmøder. Ifølge lederen afhænger det af kommunens økonomi og det budget, som et plejecenter har fået stillet til rådighed.

Den udtalelse tager borgmester Steen Christiansen skarpt afstand fra.

– Det kan jeg godt afvise. For det forholder sig omvendt. De ydelser, som man bliver visiteret til, er også dem, man får. Men hvis det er sådan, at vi har begået fejl – og det er jo det, som en ekstern advokatundersøgelse skal afdække – så må vi finde ud af, hvad vi så drager af konsekvenser efterfølgende, siger
Steen Christiansen.

Hvis advokatundersøgelsen viser, at kommunen har begået fejl, vil borgmesteren give Lennart Henriksens familie en officiel undskyldning.

– Hvis man som kommune begår fejl, så er det udtryk for almindelig høflighed og ordenlighed, at man siger undskyld. Og det gør vi også i Albertslund Kommune, hvis det viser sig, at vi har begået fejl, siger Steen Christiansen.

Ham forventer, at advokatundersøgelsen er færdig i starten af det 2020.

https://www.tv2lorry.dk/albertslund/borgmester-vil-have-advokatundersoegelse-af-doedsfald-paa-iskold-terrasse

Redaktionel kontakt:
Anders Malling Beck
tlf.: +4526853244
e-mail: [email protected]

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF TV 2 LORRY ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

– Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

– En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

– Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet – også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

– Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

– Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

– Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

– Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

– Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

– Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)