Mere end 200.000 er sendt hjem med løn under coronakrisen

204.714 lønmodtagere er i øjeblikket sendt hjem på ordningen for lønkompensation.

Det viser et svar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et folketingsspørgsmål, som SF’s Karsten Hønge har stillet.

Der er tale om 121.660 fuldtidsansatte og 82.838 på deltid.

Der er især hoteller, restauranter og virksomheder inden for handel, som har sendt tusindvis af ansatte hjem, men det ses også tydeligt i industrien og transportsektoren.

På trods af ordningen er ledigheden steget med 47.313 personer under coronakrisen – fra 9. marts og frem. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Samlet set er 179.207 registreret som ledige i Danmark.

Ordningen for lønkompensation giver virksomheder mulighed for at sende ansatte hjem med løn.

Staten dækker mellem 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

Virksomheden skal selv dække resten og forpligter sig samtidig til ikke at fyre de ansatte. Ordningen løber frem til 8. juli.

Ifølge organisationen Lederne er der risiko for, at en del af de ansatte, der er sendt hjem på lønkompensation, risikerer at miste deres job, når ordningen udløber.

– Vores tal viser, at hver tredje leder med medarbejdere på lønkompensation regner med, at nogle af dem bliver afskediget, når lønkompensation udløber, siger Niklas Praefke, der er cheføkonom i organisationen.

– For at forhindre en yderligere eskalering i ledigheden så er der behov for en forlængelse af hjælpepakkerne og en kickstart af dansk økonomi, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/