Større købelyst hiver forbrugertilliden en smule op

De danske forbrugere er i maj blevet lidt mere optimistiske omkring deres egen og landets økonomi.

Den samlede forbrugertillid er steget til minus 8,8 fra minus 11,9 i april, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Opgørelsen er baseret på interviews og besvarelser fra forbrugere fra 1. til 17. maj. Her er de blevet spurgt til deres privatøkonomi og økonomien i Danmark.

Flere økonomer peger på, at den gradvise genåbning oven på coronaudbruddet kan have været med til at trække forbrugertilliden op.

– Selv om forbrugertilliden fortsat ligger på et ekstremt lavt niveau, så er det et lyspunkt, at de seneste måneders voldsomme fald i forbrugertilliden nu er stoppet op, siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

– Den lille stigning i forbrugertilliden skal formentlig ses i sammenhæng med, at faldet i smittetrykket har muliggjort en gradvis genåbning af samfundet siden midten af april.

Stigningen i forbrugertilliden skyldes hovedsageligt forbrugernes vurdering af familiens økonomiske situation om et år samt en stigning i købelysten.

Omvendt holder forbrugernes vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation forbrugertilliden nede.

/ritzau/