Større købelyst hiver forbrugertilliden en smule op

De danske forbrugere er i maj blevet lidt mere optimistiske omkring deres egen og landets økonomi.

Den samlede forbrugertillid er steget til minus 8,8 fra minus 11,9 i april, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Opgørelsen er baseret på interviews og besvarelser fra forbrugere fra 1. til 17. maj.

Stigningen i forbrugertilliden skyldes hovedsageligt forbrugernes vurdering af familiens økonomiske situation om et år samt en stigning i købelysten.

Omvendt holder forbrugernes vurdering af Danmarks nuværende økonomiske situation forbrugertilliden nede.

/ritzau/