Bog og Idé overtager halvdelen af rivals butikker

Bog & Idé overtager 14 butikker fra den konkursramte Arnold Busck-kæde.

Det oplyses i en pressemeddelelse. Overtagelsen svarer til godt halvdelen af butikkerne i konkursboet for Arnold Busck-kæden.

Overtagelsen sker, efter at Arnold Busck i slutningen af april måtte lukke alle sine 29 butikker og indgive en konkursbegæring.

Den i forvejen slunkne pengekasse kunne ikke holde til den nedlukning, som i en periode var besluttet fra politisk side for at inddæmme coronavirus.

– Vi går ydmygt til opgaven, siger Marianne Lyngby Pedersen, administrerende direktør i Indeks Retail, der er kædekontor for Bog og Idé-kæden.

– Arnold Busck var en institution for mange bogelskere, og med de reaktioner, som konkursen har udløst, har det været tydeligt at mærke, hvor stor en betydning Arnold Busck-kæden har haft – ikke mindst for de ansatte i butikkerne, siger Marianne Lyngby Pedersen i pressemeddelelsen.

I en anden pressemeddelelse bliver det oplyst, at JP/Politikens Forlag, der er en del af mediekoncernen JP/Politikens Hus, overtager en af Arnold Buscks gamle butikker.

Det drejer sig om butikken på Købmagergade i København.

Ud over butikken har JP/Politikens Hus også købt brugsretten til navnet Arnold Busck og webshoppen arnoldbusck.dk, som vil blive en del af Saxo.com.

/ritzau/