Tysk coronaudbrud stopper Danish Crowns slagtning af søer

Danish Crown har mandag midlertidigt indstillet slagtningen af søer på sit slagteri i Skærbæk.

Det skyldes, at slagteriets normale aftager af søerne, tyske Westcrown, har valgt at lukke for en periode efter et coronaudbrud blandt medarbejderne.

Nedlukningen betyder, at Danish Crown skal forsøge at finde andre aftagere til de søer, der slagtes i Skærbæk.

Det forklarer Søren F. Eriksen, administrerende direktør i Danish Crown Pork, et datterselskab under Danish Crown.

– Det er en større opgave, for normalt aftager Westcrown alle de søer, vi slagter i Danmark, siger Søren F. Eriksen i en pressemeddelelse.

I sidste uge valgte myndighederne i flere tyske delstater at teste alle medarbejdere på slagterier og udbeningsvirksomheder.

Det skete, efter at flere tyske slagterier i ugerne op til havde været nødt til at lukke på grund af tilfælde af coronavirus blandt medarbejderne.

En af de virksomheder, der i sidste uge testede alle medarbejdere, er Westcrown. Virksomheden ligger i det vestlige Tyskland og er et joint venture – en samarbejdsvirksomhed – mellem Danish Crown og tyske Westfleisch.

I slutningen af sidste uge blev 280 medarbejdere i Westcrown testet, og søndag aften stod det klart, at 90 af dem er smittet med coronavirus.

Derfor har ledelsen i Westcrown efter samråd med myndighederne valgt at indstille produktionen indtil videre.

– Det vigtigste lige nu er, at der bliver taget hånd om medarbejderne i Westcrown.

– Den opgave ligger i hænderne på den tyske ledelse med opbakning fra både os i Danish Crown og folk fra vores tyske partner Westfleisch, siger Søren F. Eriksen.

I løbet af mandag vil det ifølge Danish Crown blive afgjort, om slagtningen af søer i Skærbæk genoptages senere på ugen.

/ritzau/