Ryanair venter milliardtab på grund af coronakrisen

Coronakrisen kommer til at koste Ryanair en del penge.

I det kvartal, der løber til udgangen af juni, forventer lavprisflyselskabet at tabe 200 millioner euro. Det svarer til cirka 1,5 milliarder kroner.

Det fremgår mandag af Ryanairs regnskab for det skæve regnskabsår 2019/20.

Forventningen om et tab i første del af det nye regnskabsår 2020/21 skyldes, at coronakrisen har vendt op og ned på hele luftfartsindustrien.

For at mindske spredningen af virusset er der indført forskellige restriktioner i forhold til at flyve mellem lande. Derudover har virusset gjort, at folk i det hele taget ikke har haft den samme interesse for at flyve ud i verden.

Det har givet en markant lavere efterspørgsel for luftfartsselskaber om Ryanair, som på grund af et stort dyk i indtægterne ender med at tabe penge.

Mens første kvartal forventes at kaste et tab på 200 millioner euro af sig, er der tro på en forbedring i andet kvartal, oplyser Ryanair. Andet kvartal er perioden, der dækker over højsommeren.

I hele det forgangne regnskabsår 2019/20, hvor coronaudbruddet næsten ikke nåede at få effekt, tjente Ryanair 885 millioner euro. Det er cirka 6,6 milliarder kroner.

/ritzau/