Nilfisk er ramt af coronakrisen – vil nedlægge 250 stillinger

Den danske virksomhed Nilfisk, der især er kendt for støvsugere, nedlægger 250 stillinger.

Det vil ske på tværs af funktioner og lande, oplyser selskabet i en meddelelse.

Der bliver ikke oplyst noget om eventuelle fyringer i Danmark.

Ifølge Nilfisk er årsagen til fyringsrunden, at udbruddet af coronavirus har påvirket efterspørgslen negativt på selskabets produkter, der især er store rengøringsmaskiner til virksomheder.

Nilfisk vil nu gå i dialog med tillidsfolk om de nedlagte job. De første stillinger ventes at blive nedlagt inden udgangen af juni.

Nilfisk havde ved udgangen af marts 4774 ansatte. Sparerunden svarer dermed til cirka fem procent af de ansatte.

I første kvartal er Nilfisks omsætning faldet med ti procent til 1,63 milliarder kroner. Overskuddet er samtidig dykket 69 procent til 14,2 millioner kroner.

/ritzau/