Nedlukning kan udløse rekordhøj ledighed i Australien

Australien er begyndt at tage de første skridt mod en genåbning af samfundet, men til trods for det ventes arbejdsløsheden at stige mere end nogensinde før på en enkelt måned, når ledighedstallene for april bliver offentliggjort torsdag.

Tallene fra landets statistikkontor vil illustrere, hvor hårdt pandemien har ramt Australiens økonomi, som indtil i år var vokset uafbrudt i over 20 år.

– Det bliver nogle forfærdelige tal, siger Gareth Aird, der er cheføkonom i storbanken Commonwealth Bank.

En rundspørge blandt 16 analytikere viser en forventning om, at 575.000 job gik tabt i april. Et tal, som vil bringe arbejdsløshedsprocenten op på 8,3. Det vil være det højeste niveau siden 1997.

Men det bliver muligvis endnu værre. Australiens centralbank skønnede i sidste uge en stigning i arbejdsløsheden til 10,0 procent.

Forudsigelsen er baseret på en forventning om en økonomisk tilbagegang på otte procent i dette finansår, der slutter ved udgangen af juni.

For at få bugt med virusudbruddet indførte Australien i marts skrappe foranstaltninger med krav til befolkningen om at holde fysisk afstand, grænserne blev lukket for alle udenlandske statsborgere, og folk blev beordret til at blive i deres hjem.

Pubber, sportsanlæg, biblioteker og andre offentlige bygninger blev lukket, mens caféer og restauranter måtte nøjes med kun at levere mad og drikke ud af huset.

Den føderale regering har en tretrins-plan, som sigter på at fjerne alle restriktioner om fysisk afstand inden juli. Men den beslutning hviler i høj grad på de politiske ledere i landets delstater.

/ritzau/Reuters