Billund Lufthavn varsler fyringer af 270 stillinger

Billund Lufthavn varsler fyringer af det, der svarer til i alt 270 årsværk. Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.

Det sker som følge af coronakrisen, der har betydet færre passagerer og dermed lavere indtægter for lufthavnen.

Der er i alt 800 årsværk i lufthavnen, så der skal dermed fyres omkring en tredjedel.

– Det er en uvirkelig situation. For to måneder siden præsenterede vi vores vækstplan frem mod 2040.

– Nu skal vi handle rettidigt, så lufthavnen kommer bedst muligt igennem krisen og kan stå konkurrencestærkt på den anden side.

– Det kan vi desværre kun gøre ved at tilpasse antallet af medarbejdere i forhold til det fald, der er i indtægterne, siger Jan Hessellund, administrerende direktør for Billund Lufthavn, i pressemeddelelsen.

/ritzau/