Højtalerfirmaet Libratone drejer nøglen om

Højtaler- og hovedtelefonproducenten Libratone er erklæret konkurs.

Det skriver mediet Finans.

Libratone blev stiftet af Tommy Andersen i Danmark i 2009.

I 2014 blev virksomheden solgt til en kinesisk investergruppe.

I efteråret 2018 åbnede Libratone sin første fysiske butik i Danmark i midten af København.

Libratone er især kendt for sine runde, høje højtalere i forskellige farver, som oftest har en lynlås på sit omslag.

Virksomheden har i flere år haft stort underskud.

Ifølge Finans var underskuddet i Libratone i 2017 128 millioner kroner før skat, mens de røde tal i 2018 var endnu højere – 136 millioner kroner.

Ved indgangen til 2019 var egenkapitalen negativ med mere end en halv milliard kroner, skriver Finans.

/ritzau/