B&O bløder penge under coronakrise – skal skaffe 400 millioner

Bang & Olufsen er hårdt presset af udbruddet af coronavirus. Selskabet er derfor nødt til at skaffe penge for at komme gennem krisen.

Selskabet vil sælge aktier for 400 millioner kroner, der skal polstre pengekassen. Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

– Bang & Olufsen er i en alvorlig situation, hvor vi er nødt til at skaffe ny kapital for at komme igennem den globale Covid-19-krise, siger bestyrelsesformand Ole Andersen.

– Som andre forbrugerbrands er vi påvirket af de nedlukninger, der er indført i de fleste lande verden over, og det står klart, at krisens varighed og omfang vil fortsætte med at påvirke salget på flere markeder, siger han i en kommentar.

Bang & Olufsens salg af tv, lydanlæg, højttalere og headsets er faldet med 26 procent i regnskabsårets første 11 måneder til 1,86 milliarder kroner.

Det har betydet et underskud på driften – resultatet før skat og renter – i omegnen af 280 millioner kroner.

B&O’s plan om at sælge nye aktier skal formelt godkendes på en generalforsamling 3. juni, hvor to tredjedele af aktionærerne skal stemme for.

En række store aktionærer har allerede nikket ja til at købe nye aktier. Det gælder blandt andet de tre største danske aktionærer, pensionskassen ATP, Chr. Augustinus Fabrikker og Færchfonden.

Derudover har B&O indgået en aftale med sin bank om at kunne trække yderligere 100 millioner kroner på kassekreditten.

Selskabets ledelse og direktion har desuden besluttet at gå 20 procent ned i løn i en periode.

I marts valgte selskabet desuden at starte en sparerunde, hvor cirka 115 stillinger i Danmark blev skåret væk.

B&O forventer også at tabe penge næste år. Her er der udsigt til et minus på omkring 100 millioner kroner.

Det kan dog gå endnu værre. Selskabet har regnet på et scenarie, hvor coronavirusset strækker sig ind i efteråret. Her vil driftsunderskuddet kunnet løbe op i omkring 400 millioner kroner.

/ritzau/