Arbejdsgivere støtter forlængelse af pause i dagpengeperiode

Fagforbundet HK’s forslag om at forlænge den periode, hvor ledige ikke bruger af deres to års dagpengeret, møder støtte hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Hvor HK vil forlænge pausen til årsskiftet, er DA dog mere tilbageholdne og vil starte med at forlænge pausen et par måneder. Det forklarer underdirektør i DA Erik Simonsen.

– Vi mener, det er vigtigt, at vi løbende følger udviklingen og vurdere, hvad der er brug for at gøre for at afbøde de værste effekter af den krise, vi står. Så et lidt mindre skridt vil være vores anbefaling, siger han.

Ledige har ret til to år med dagpenge. Undervejs som ledige på dagpengene tælles der ned. Det er det, der omtales som dagpengeuret.

Dagpengeuret er for nuværende sat på pause i tre måneder under coronakrisen. Det betyder, at de måneder ikke har været talt med. Pausen udløber 9. juni, hvorfra tællesystemet efter planen vender tilbage til normalen.

/ritzau/