Torsdag gav rolig udvikling på arbejdsmarkedet

Køen af ledige under coronakrisen blev en anelse kortere torsdag.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Køen af ledige er helt præcist vokset med 48.993 under coronakrisen, der dækker over perioden fra 9. marts til og med 7. maj. Tallet er faldet med 188 fra onsdag til torsdag.

Faldet ændrer ikke ved, at der de seneste to måneder er kommet næsten 50.000 flere i ledighedskøen.

Udviklingen torsdag opgøres ved at tage antallet af nytilmeldte ledige og fratrække dem, der har frameldt sig samme dag. Det viser, hvor meget den samlede ledighed er steget under corona.

Man skal dog holde sig for øje, at flertallet, der framelder sig som ledige, ikke gør det, fordi de har fået et arbejde. De kan være blevet syge, gået på pension eller barsel, eller de kan være begyndt på en uddannelse.

Samlet er 180.576 ledige i Danmark, viser tal fra ministeriet.

Det seneste døgns udvikling dækker over, at der var 975 personer, der meldte sig ledige torsdag. Det er nogenlunde på niveau med, hvad man kan se på samme dag i samme uge de seneste fem år.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at de økonomiske hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget, har holdt hånden under “tusindvis af job”.

– I snart to måneder har vi været vidner til en meget kedelig udvikling i ledigheden. Det er trist for den enkelte at miste sit arbejde, og alt der følger med.

– Scenariet ville samfundsmæssigt være endnu mere deprimerende, hvis vi ikke havde holdt hånden under tusindvis af job med hjælpepakkerne, herunder ordningen om lønkompensation.

– Det er et fælles ansvar, at vi får gang i beskæftigelsen igen, og jeg glæder mig over, at vi nu med anden fase af genåbningen af Danmark får flere tilbage på arbejde på en sundhedsmæssig forsvarlig måde, siger Peter Hummelgaard i en skriftlig kommentar.

/ritzau/