Arnold Busck genåbner boghandel i København efter konkurs

Boghandlerkæden Arnold Busck genåbner sin butik i Købmagergade i København. Det sker lørdag 9. maj. Det skriver Arnold Busck i en pressemeddelelse.

– Butikker har det bedst med at holde åbent. Sådan er det også for den 124 år gamle Arnold Busck i Købmagergade, står der i meddelelsen.

Det tilføjes, at butikken genåbner, “selv om Covid-19 (sygdommen, der følger af coronavirus, red.) var tæt på at tage livet af den gamle herre”.

Det vides endnu ikke, om flere butikker følger efter. Men kuratorerne “arbejder på højtryk med at få Arnold Busck til at leve videre i relevante sammenhænge”, lyder det.

Det er ellers ikke meget mere end en uge siden, at boghandlerkæden meddelte, at man måtte indgive en konkursbegæring.

Den i forvejen slunkne pengekasse kunne ikke holde til den nedlukning, som Folketinget har indført for at afbøde coronavirus i Danmark, meddelte boghandlen.

Arnold Busck havde indtil da 29 butikker landet over.

/ritzau/