Maersk Drilling vil fyre op mod 170 ansatte

Maersk Drilling, der udlejer borerigge- og skibe til oliebranchen, vil afskedige 150-170 ansatte.

Det vil primært berøre ansatte på hovedkontoret i Kongens Lyngby og kontorer rundt i verden. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Maersk Drilling er hårdt ramt af de lave oliepriser, fordi kunderne – de store olieselskaber – holder igen med at investere i at lede efter ny olie.

Det er anden fyringsrunde, der bliver annonceret, på to uger.

I slutningen af april varslede selskabet, at det ville skære bemandingen med 250-300 stillinger i Nordsøen.

Ved indgangen til året var Maersk Drilling 2850 ansatte. Det tal kan falde med op mod 500 – afhængig af hvor mange selskabet i sidste ende skiller sig af med.

Maersk Drillings resultater hænger delvist sammen med, om det er gode tider i oliebranchen.

I takt med, at de forskellige landes myndigheder har lukket lande ned for at inddæmme smitten med coronavirus, er olieforbruget drastisk reduceret på verdensplan.

Derudover indledte Saudi-Arabien i marts en priskrig med Rusland ved at skrue op for produktionen.

I januar var prisen på olie fra Nordsøen oppe over 68 dollar. Siden er den dykket til omkring 30 dollar. Det har ført til en lavere oliepris og derfor hårdere tider i oliebranchen.

De sværere udsigter betyder, at det danske selskab forventer et ringere resultat i år, end der tidligere var forventet.

Torsdag er forventningerne til 2020 nedjusteret for anden gang på halvanden måned.

Nu venter selskabet et driftsoverskud før af- og nedskrivninger på 250-300 millioner dollar.

Ved indgangen til året var forventningen 400-450 millioner dollar.

Maersk Drilling var tidligere en division i A.P. Møller Mærsk-koncernen, men forretningen blev sendt på egne ben i april sidste år.

/ritzau/