Hoteller mistede 60 procent af kunderne i starten af udbruddet

Udbruddet af coronavirus har betydet et stort fald i overnatningerne på hoteller, i sommerhuse og på campingpladser.

Overnatninger på hoteller er faldet 63 procent i marts til 726.600. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Udviklingen hænger sammen med, at der løbende blev indført restriktioner i løbet af marts.

Først i form af anbefalinger om at holde afstand og senere begrænsninger på forsamlinger, hvilket blandt andet ramte hotellernes mulighed for at afholde konferencer.

Senere blev de danske grænser lukket, hvilket har betydet, at der nærmest ikke har været nogen turister siden 13. marts.

I april ventes tallene at være endnu værre, fordi nedlukningen af samfundet var gældende i hele måneden.

– De voldsomme dyk i antallet af overnatninger vidner om, hvor hårdt ramt hotelbranchen er i øjeblikket, siger Anders Christian Overvad, der er økonom i Arbejdernes Landsbank.

– Gæsterne er forsvundet som dug fra solen, og de kommer næppe tilbage med fuld kraft lige foreløbigt, siger han i en skriftlig kommentar.

For udlejede sommerhuse ser tallene på overfladen pænere ud, da overnatningerne faldt med fire procent i marts.

Det skal dog ses i lyset af, at bookingerne lå 30 procent over sidste år ved indgangen til måneden.

Det er især turisterne, der er blevet væk fra sommerhusene. Udenlandske overnatninger er faldet med 140.000 til 292.000.

Til gengæld har danskere i langt højere grad booket sommerhuse, da overnatningerne er steget med 137.000 til 361.000.

I april er billedet markant værre. Her er bookingerne faldet med 66 procent, viser foreløbige tal fra Danmarks Statistik.

På campingpladser er billedet en anelse bedre, hvilket kan hænge sammen med, at de ligger udenfor. Her faldt overnatningerne med 34 procent i marts.

/ritzau/