Hennes & Mauritz omsætning mere end halveret under coronakrise

Den svenske modekoncern Hennes & Mauritz (H&M) har siden 1. marts haft et fald i sit salg på 57 procent.

Det fortæller H&M i en pressemeddelelse.

Faldet skyldes, at omkring 60 procent af selskabets fysiske butikker stadig er lukkede på grund af restriktioner fra lokale myndigheder.

Mere specifikt er det 3050 af selskabets i alt 5061 fysiske butikker, der fortsat ikke holder åbent for kunder.

Af pressemeddelelsen fremgår det, hvordan salget har udviklet sig i enkelte af H&M’s markeder. I Danmark er salget faldet med 51 procent siden 1. marts.

Som følge af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne besluttede H&M i løbet af marts at lukke sine danske butikker midlertidigt.

Siden er flere af dem blevet genåbnet. I Danmark har H&M i alt 110 butikker.

/ritzau/