Novos salg vokser fem milliarder: Lagre blev fyldt med medicin

Den danske medicinalkoncern Novo Nordisk har haft stor fremgang i årets første tre måneder, hvor de store indkøbere af medicin fyldte godt op på lagrene under starten af coronaudbruddet.

Salget er steget med 4,6 milliarder kroner til 33,9 milliarder kroner i første kvartal. Det viser regnskabet for første kvartal, der er offentliggjort onsdag morgen.

De større indkøb hos kunderne har muligvis været af frygt for, at coronaudbruddet ville føre til nedsat produktion eller prop i forsendelserne fra den danske medicinalkoncern.

Det har ikke været tilfældet, da produktionen på Novo Nordisks fabrikker ikke har været berørt af virusset.

Novo Nordisks overskud er også gået frem i første kvartal. Overskuddet er steget med 1,5 milliarder kroner til 11,9 milliarder kroner.

Hvis nedlukningen af store dele af verden fortsætter meget længere ind i 2020, kan det begynde at få negative konsekvenser for Novo Nordisk.

For eksempel hvis diabetikere ikke kommer til tjek eller personer, der endnu ikke er udredt for diabetes, venter med at gå til lægen og få recept på medicin.

Diabetikere kan være i risikogruppen for coronavirus – især hvis de har følgevirkninger af sygdommen.

/ritzau/