Nedlukninger af temaparker rammer Walt Disney hårdt

Nedlukninger af temaparker og biografer på grund af coronavirusudbruddet trak voldsomt ned i Walt Disney-koncernens overskud i de tre første måneder af året.

Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der er offentliggjort tirsdag aften.

I forhold til første kvartal 2019 faldt overskuddet med 91 procent til 491 millioner dollar ifølge CNN.

Størstedelen af nedgangen skyldes mistede indtægter i temaparker.

Nedgangen kommer, selv om Disney i kvartalet øgede sin omsætning med 21 procent til 18 milliarder dollar.

For bare få måneder siden meldte Walt Disney om et rekordår for sin filmdivision og en stærk start på koncernens indtog på streamingmarkedet.

Men i slutningen af januar begyndte virusudbruddet at kunne mærkes.

Shanghai Disney Resort og Hongkong Disneyland blev lukket, og i midten af marts var samtlige temaparker lukket ned. Det samme var biografer, og Disney satte produktionen af film på pause.

Disneys sportskanal ESPN blev også påvirket, da al sport blev suspenderet.

Walt Disney skønner, at det samlet er gået glip af indtægter på 1,4 milliarder dollar som følge af virusudbruddet.

Et forretningsområde, som viste fremgang i kvartalet, var streamingtjenesten Disney+, som blev lanceret i november sidste år.

I maj nåede tjenesten op på 54,5 millioner betalende kunder. Det er næsten fem millioner flere abonnenter end i begyndelsen af april.

Der bliver dog brugt store summer på at opbygge streamingtjenesten, og divisionen havde et underskud på 812 millioner dollar i det seneste kvartal.

På grund af de usikre fremtidsudsigter har Walt Disney-koncernen valgt ikke at offentliggøre finansielle forventninger til hele regnskabsåret.

/ritzau/Reuters