Legetøjsgigant producerer igen på fuld kraft efter salgsdyk

Den amerikanske legetøjskoncern Mattels omsætning faldt med 14 procent i første kvartal, der var præget af butiksnedlukninger verden over som følge af coronaudbruddet.

Det viser selskabets kvartalsregnskab offentliggjort tirsdag aften dansk tid.

I alt solgte Mattel, der blandt andet er kendt for dets Barbie-dukker og Hot Wheels-legetøj, for 594,1 millioner dollar i de tre første måneder af 2020.

Mens salget af Hot Wheels-legetøj steg marginalt, var der tilbagegang for alle andre af Mattels produktserier.

Salget af dukker, med Barbie og American Girl som de stærkeste brands, gik 11 procent tilbage sammenlignet med samme kvartal året før.

Perioden gav et underskud på 210,7 millioner dollar. I første kvartal 2019 var underskuddet på godt 176 millioner dollar.

Mattel oplyser, at selskabets globale produktions- og distributionsanlæg nu er ved at være oppe på fuld kapacitet igen. Det gælder også Kina, hvor Mattel får fremstillet 60 procent af sine produkter.

Mattels topchef, Ynon Kreiz, oplyser, at selv om han forventer en stigende efterspørgsel frem mod det sidste kvartal i år og det vigtige julesalg, så afventer han konkrete tegn på, at forbrugerne de kommende måneder har fået købelysten tilbage.

På børsen i New York faldt kursen på Mattels aktier med over otte procent efter regnskabsmeddelelsen.

/ritzau/Reuters