Coloplast er gennem starten af udbruddet uden store skrammer

Det danske medicoselskab Coloplast er sluppet gennem starten af coronakrisen uden de helt store skrammer.

Coloplast har haft en fremgang i salget i andet kvartal på ti procent. Det er steget til 4,8 milliarder kroner. Kvartalet tæller de tre første måneder af 2020.

Det oplyser Coloplast i sit regnskab, der er offentliggjort onsdag middag.

Coloplast sælger produkter inden for sundhedspleje. Det gælder blandt andet bandager, plastre, stomiposer og katetre.

Salget er i kvartalet trukket op af, at kunderne har købt ekstra varer til lager under udbruddet af coronavirus. Det gælder særligt i Europa.

Coloplast forventer dog ikke at få helt så mange penge i kassen i år, som selskabet forventede i starten af året.

I marts valgte det danske selskab at nedjustere forventninger. Udbruddet af coronavirus ventes at ramme Coloplasts forretning inden for urolologi, som blandt andet andet afhænger af, om operationer bliver gennemført.

For hele året forventer Coloplast en fremgang i salget på 4-6 procent. I starten af året var forventningen 7-9 procent.

Coloplast fortæller i regnskabet, at alle selskabets fabrikker kører som normalt, og at selskabet ikke har problemer med at følge med efterspørgslen.

Coloplast er målt på omsætning blandt Danmarks 30-40 største virksomheder.

Selskabet er noteret på børsen og er i C25-indekset, der indeholder de mest værdifulde selskaber.

/ritzau/