Vestas salg af vindmøller holder stand under coronaudbrud

Salget af Vestas-vindmøller har i første kvartal holdt niveau trods udbruddet af coronavirus.

Det fortæller den danske vindmøllemager i sit regnskab for første kvartal.

Ordreindgangen var på 2,4 milliarder euro i kvartalet, hvilket er på niveau med sidste år.

Ordreindgangen dækker over de møller, som Vestas får bestilling på og altså endnu ikke har modtaget den endelige betaling for.

Til gengæld er der blevet afleveret godt med møller i første kvartal, og det har hevet omsætningen op med 29 procent til 2,2 milliarder euro.

Ifølge regnskabet har Vestas i første kvartal særligt afleveret møller i USA, Australien, Brasilien og Rusland.

– Den stærke globale efterspørgsel på vindenergi fortsatte i første kvartal af 2020 på trods af Covid-19-pandemiens vedblivende indvirkning på civilsamfund og virksomheder på tværs af alle kontinenter, siger Vestas’ koncernchef, Henrik Andersen, i en kommentar.

Trods den stigende omsætning er indtjeningen gået tilbage for Vestas.

Driftsresultatet, som er indtjeningen før skat og finansielle poster, viser et minus på 112 millioner euro.

Det er noget lavere end de 43 millioner euro, som driften gav af overskud i første kvartal sidste år.

Ifølge Vestas skyldes nedgangen blandt andet, at selskabet har afleveret opgaver med lav indtjening, samt at logistiske udfordringer og flaskehalse i forsyningskæderne har givet øgede omkostninger.

/ritzau/