Udbud af sommerhuse falder til rekordlavt niveau

Antallet af sommerhuse til salg er faldet med 26 procent siden starten af maj sidste år.

Det viser nye udbudstal fra Boligsiden.

Dermed rammer det samlede udbud et så lavt niveau, at det ikke er set lavere på noget andet tidspunkt siden 2010, hvor Boligsiden begyndte at registrere udbuddet.

Der er to væsentlige årsager til det massive fald, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

– Vi kan se lige nu, at salget af sommerhuse er rekordhøjt. Det har det været i starten af 2020, og det er fortsat under coronakrisen, siger hun.

– Samtidig kan vi se, at der ikke bliver sat særligt mange sommerhuse til salg. Da Danmark blev lukket ned midt i marts, blev mange lidt forskrækkede over, hvilke konsekvenser det ville få. Og mange har derfor udskudt at sætte sommerhuse til salg.

Udbuddet af sommerhuse har været lavt hele året, og for bare tre måneder siden faldt udbuddet af sommerhuse for første gang i år til et historisk lavt niveau.

I begyndelsen af maj er udbuddet af sommerhuse faldet yderligere – og med under 8300 sommerhuse til salg, er der dermed sat en ny rekord.

/ritzau/