Chefer hos Demant går ned i løn på grund af coronakrisen

Direktionen hos høreapparatselskabet Demant går ned i løn i resten af 2020.

Det sker for at hjælpe virksomheden bedst muligt igennem coronakrisen. Det fortæller Demant i forbindelse med en periodemeddelelse for første kvartal.

For direktionen er lønnedgangen på ti procent. Det vil for Søren Nielsen, der er administrerende direktør i Demant, svare til en lønnedgang på over en million kroner.

Sidste årsregnskab viser således, at Søren Nielsen i 2019 fik en løn på 12,5 millioner kroner. Det var eksklusive aktier, som han også fik tildelt som en del af sin løn.

For René Schneider, der er finansdirektør hos Demant, bliver der også tale om lidt af en nedgang. Han tjente i løn alene 5,5 millioner kroner sidste år.

Baseret ud fra sidste års lønningsniveauer går Søren Nielsen og René Schneider altså henholdsvis 1,25 og 0,55 millioner kroner ned i løn i resten af 2020.

Også Demants bestyrelse er gået med til at få udbetalt færre penge for at få selskabet bedst muligt gennem krisen.

Bestyrelsen får reduceret sit honorar med 20 procent i resten af 2020.

Sidste år fik bestyrelsen et honorar på 4,2 millioner kroner. Dermed bliver det samlede honorar reduceret med 0,84 millioner kroner i resten af 2020.

/ritzau/