Norwegian tæt på redning: Aktionærer giver grønt lys til plan

En mulig konkurs ser for nuværende ud til at være afværget for Norwegian.

Mandag har selskabets aktionærer givet grønt lys til en redningsplan, der skal øge egenkapitalen i selskabet markant.

Det vil blandt andet gøre det muligt for Norwegian at få norsk statsstøtte, som vil lune godt og grundigt i selskabets slunkne pengekasse.

Aktionærernes godkendelse af planen har fundet sted på en ekstraordinær generalforsamling i Oslo. Ifølge Dagens Næringsliv, der har fulgt sagen tæt, var der meget stor støtte blandt aktionærerne til tiltagene i planen.

Et af tiltagene handler om at konvertere gæld for mere end ti milliarder norske kroner til egenkapital.

Med tiltaget går aktionærerne fra at eje hele Norwegian til blot omkring fem procent. Resten vil være ejet af obligationsejere og leasingselskaber, som har lånt Norwegian penge.

Før aktionærernes accept havde både obligationsejere og leasingselskaber nikket ja til redningsplanen.

/ritzau/