Arbejdernes kampdag bød på stigning i ledigheden

Arbejdernes internationale kampdag, 1. maj, blev samtidig en dag med et hop i antallet af ledige. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

I alt voksede antallet af ledige fredag med 4303.

Den mærkbare stigning kommer efter længere tids rolig udvikling i ledigheden.

Det var dog ikke uventet. Økonomer har i flere uger varslet, at der kunne være en pukkel 1. maj. Det skyldes, at personer, der blev opsagt med en måneds varsel 1. april, først kunne melde sig som ledige fredag.

Der kan dermed være flere, der er blevet opsagt, men venter på at kunne melde sig som ledig.

Fredag meldte 5402 sig som ledig. Der var så modsat godt 1099, der frameldte sig som ledig. Det kan der være mange årsager til.

Man kan framelde sig som ledig, hvis man får et arbejde, men det kan også ske, hvis man bliver syg, går på pension eller begynder på en uddannelse.

Det efterlader en stigning i antallet af ledige på 4303 fredag. Med stigningen er ledigheden vokset med omkring 51.000 personer siden 8. marts – og dermed under coronakrisen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) hæfter sig ved, at der var færre, der meldte sig ledig 1. maj end måneden før.

– Det ændrer ikke på, at det er en voldsom udvikling, og her skal man huske på, at Danmark faktisk er forskånet i forhold til mange andre lande, siger han i en pressemeddelelse.

Han peger på, at regeringen har udbetalt over seks milliarder kroner til en ordning med lønkompensation, der giver virksomhederne hovedparten af en ansats løn op til 30.000 kroner, hvis virksomheder undlader at fyre medarbejderen.

Der er søgt kompensation for omkring 150.000 lønmodtagere. Det ser ministeren som en succes. Det er ansatte, der ikke må arbejde, hvis de vil have kompensation.

Kritikere mener derimod, at lønmodtagerne i ordningen bør tælles med som ledige, fordi det i hovedparten er staten, der betaler deres indkomst.

En af de kritikere er cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

– De 150.000 er reelt ledige, da de ikke må arbejde, hvis de skal have tilskuddet fra staten.

– Dermed er den reelle ledighed steget med cirka 200.000 på kort tid. Det er meget markant, siger han.

Hvis man ser bort fra de lønmodtagere på kompensationsordningen, er der i alt 182.975 personer meldt ledig i Danmark

/ritzau/