Ryanair varsler op til 3000 fyresedler til sommer

Lavprisselskabet Ryanair forventer først rigtigt at flyve igen fra en gang i juli. Og i mellemtiden forventer selskabet at må dele op til 3000 fyresedler ud blandt sine ansatte.

Det oplyser det irske lavprisluftfartsselskab i en pressemeddelelse.

Tidligere har Ryanair haft en forhåbning om, at aktiviteten ville begynde at vende tilbage til det normale fra juni. Men det er altså nu skubbet en måned.

– Mens nogle af flyveaktiviteterne ventes at vende tilbage i andet kvartal, så forventer Ryanair kun at flyve med halvdelen af det oprindelige mål på 44,6 millioner passagerer i andet kvartal, skriver selskabet i meddelelsen.

Også andre europæiske luftfartsselskaber forventer, at der går noget tid endnu, før de for alvor begynder at flyve som normalt igen.

Det gælder blandt andet skandinaviske SAS og norske Norwegian.

/ritzau/