Norwegians kriseplan ikke godkendt – forhandlinger kører videre

Flyselskabet Norwegian har ikke fået opbakning til sin redningsplan blandt alle kreditorerne.

Forhandlinger kører videre, og direktør Jacob Schram er fortrøstningsfuld for at lande en aftale. Det oplyser Norwegian i en meddelelse.

Norwegian og kreditorerne har forhandlet gennem en periode, og torsdag aften kom Norwegian med et sidste oplæg til kreditorerne.

Det er imidlertid kun tre af fire grupper af kreditorer, der har godkendt Norwegians tilbud.

Norwegian forsøger at få sine store kreditorer til at gå med til en plan, hvor de veksler gæld til aktier i flyselskabet.

På den måde får Norwegian nedskrevet en del af sin gæld. Redningsplanen er nødvendig, for at Norwegian kan få del i en redningspakke fra den norske regering.

– Vores dialog med obligationsejerne (ejere af Norwegians virksomhedsobligationer, red.) fortsætter med det klare mål at finde en løsning, siger administrerende direktør Jacob Schram.

– Desværre var vi ikke i stand til at nå en aftale inden for fristen. Forhandlingerne fortsætter gennem weekenden for at finde en løsning, siger han i en meddelelse.

/ritzau/