Ministers slutspurt ruller milliarder ud til virksomheder

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har holdt ord, efter han onsdag sagde, at ni ud af ti virksomheder ville få lønkompensation inden 1. maj.

Det viser en undersøgelse fra SMVdanmark, interesseorganisationen for små- og mellemstore virksomheder, som organisationen har lavet blandt deres medlemmer.

Man er næsten i mål med udbetalingen, lyder det fra vicedirektør Jakob Brandt.

– Ministeren har i den grad sat en slutspurt ind og er kommet helt op til den målstreg, han selv har fastlagt, lyder det.

Ifølge undersøgelsen har otte ud af ti virksomheder fået lønkompensation udbetalt.

En del af de virksomheder, der mangler kompensationen, har fået løfte om, at pengene er på kontoen inden for syv dage.

– Der ligger også nogle virksomheder tilbage i gruppen, der har lavet nogle fejl ved udfyldningen af ansøgningen. Mange af vores virksomheder er ikke vant til at sende blanketter ind til et bureaukrati.

– Men vi er fuldt ud fortrøstningsfulde med ministerens udmelding om, at de enkeltvis tager fat i alle virksomheder og får det udfyldt korrekt, siger Jakob Brandt.

Coronakrisen har taget hårdt på det danske erhvervsliv, og derfor har regeringen lanceret en række hjælpepakker.

Disse hjælpepakker skal holde hånden under virksomhederne, men Simon Kollerup har fået en del kritik for at nøle med udbetalingerne.

Det skyldes blandt andet, at ansøgningerne om lønkompensation tidligere skulle gennemgå en sikkerhedskontrol.

Den er nu droppet, efter at Simon Kollerup onsdag lovede at sætte fart på udbetalingerne. Der vil dog foregå en efterkontrol.

/ritzau/